“Marianne Ring magter på en personlig måde at arbejde med den figurative skulpturtradition. Hendes værker er både præget af stor intensitet og gennemstrømmet af en livgivende kraft. Hendes Adam viser, at hun formår at modellere menneskefigurer i stor skale, der udmærker sig ved formfylde og sans for visualisering af et psykologisk indhold.”

Adam – det første menneske, skabt af jord og ler og skaberens fingeraftryk i det våde materiale. Når man står overfor Marianne Rings Adam, tænker man uvilkårligt, at sådan må han selvfølgelig have set ud, da Gud havde formet ham af agerjordens muld, blæst livsånde i ham og nu var trådt et skridt tilbage for at betragte sit værk: En ganske ung mand, næsten kun en stor dreng, der med vægten på venstre ben og hånd er på vej til at rejse sig fra jorden, og som allerede i denne første bevægelse med højre hånd griber ud mod det, han ser omkring sig. Kroppen er fint formet, endnu spinkel, og der er uskyld både i kroppens stilling og i den åbenhed, der kommer frem i ansigtets undrende udtryk. Det er Adam før syndefaldet. Verden er virkelig et forunderligt sted og mennesket en forunderlig skabning, når det nyskabt og selvforglemmende opdager tingene omkring sig.

Mennesket – skabt i Guds billede med evnen til selv at skabe nyt og præge sin omverden. Sådan som vi gør, når vi griber ud efter det, der møder os, undersøger det, benævner det, sætter vores præg på det, opbygger et fællesskab med andre mennesker og arbejder for en bedre fremtid for os selv og vore børn. Men ser man nærmere på Marianne Rings Adam, så er han nok mennesket som sådant, men han er også lige præcis det menneske, vi ser foran os, nysgerrig, legende og intenst optaget af det, der kommer imod ham. Han er ikke anonym, men med sine egne uforvekslelige og særegne træk og egenskaber, der gør, at han må tænke og handle på en måde, der er i overensstemmelse med hans natur. Deraf det legende og prøvende i den udstrakte hånd. Og deraf verdens mangfoldighed.

Men kender man nogle af Marianne Rings mindre bronzearbejder med kvindelige figurer, der synes at være besjælet af glæden ved det nære og evnen til at hvile i sig selv – som kvinden på bænken med katten ved sin side og øjnene rettet mod stjernerne, som den gravide kvinde, der venter, den sovende pige – så får man også øjnene op for, at Adam er manden, kvindens legende og elsk-værdige medskabning.

Verden ifølge Adam er et spændende sted, mennesket er Guds medarbejder og må bruge sine kræfter og sin skaberevne. Men det legende er del af det menneskelige, selvom alvoren i verden altid er en trussel mod den umiddelbare undren og åbenhed, der får os til at vende os mod vore omgivelser. Uden legen, uden glæden, uden evnen til at glemme os selv, bliver vi til døde robotter, der mekanisk udfører vore pligter og opfatter livet som en række af grå hverdage. Og verden omkring os stivner i vanetænkning og ensformighed. Marianne Rings Adam er på vej. Han giver os et håb for menneskehedens fremtid.

Adam er et på én gang raffineret og enkelt arbejde. Raffineret, fordi figuren både i sin ide og sin udførelse kalder tanker frem om det, vi er skabt til, enkelt, fordi Marianne Ring med sin skulptur peger på en glemt menneskelig egenskab, nemlig evnen til at være til stede i den verden, vi er sat i og med vore sanser gribe mulighederne, dagene, livet.

“Marianne Ring har skabt en række meget fine mindre skulpturer, og givet sig i kast med en skulptur i naturlig størrelse af Adam, der
griber ud efter det
æble, Eva har
trillet hen til ham. Et mesterligt arbejde.”

Adam

“Der er et sjældent liv i  Marianne Rings skulpturer.”

W.S. Schildknecht,

Kunstavisen 2007

“Det er sjældent man ser gode forestillende skulpturer. En, som har vist stort talent inden for dette område, er Marianne Ring.

Hun har lavet mange små figurer, der er meget sanseligt modellerede.

Hun har også vist, at hun kan magte det lidt større format i figuren Adam, der er hendes første store skulptur.”

Den færøske billedhugger

Hanspauli Olsen

Else Marie Bukdahl, Dr.phil., tidl. rektor ved
Det Kgl. Danske Kunstakademi

Kunsthistoriker, forfatter, teolog,                                                                                                           Lisbeth Smedegaard Andersen:

Professor

Theodor Jørgensen,

Vibedehusfonden,

i en begrundelse
for tildeling
af legat